tirsdag den 2. november 2010

Erfaringer med infosøgning

I vores projekt omkring informationssøgning ville vi afprøve følgende 2 ting:
1. At lave et arbejdsrum til lærerne med henvisninger, gode ideer og undervisningsforløb i informationssøgning for 5. klassetrin.
2. At gennemføre et introkursus for 5. klasserne i informationssøgning.

Erfaringerne hermed blev:
Arbejdsrum er ikke så besværlige at lave, når man først kender fiduserne, men vi må erkende, at vi kom på utrolig mange omveje med deraf følgende stort tidsforbrug. Vi er dog enige om, at næste gang bliver det bestemt nemmere .
Vi fandt også ud af, at der i et arbejdsrum ikke må scrolles for meget for at finde links/dokumenter. Hellere ”pakke” for titlens navn relevante henvisninger sammen, så der ikke bliver så mange.
Endelig endte arbejdsrummet med at blive et arbejdsrum til lærerne med henvisninger, gode ideer og undervisningsforløb i informationssøgning til hele skoleforløbet og ikke kun for 5. klassetrin.
Mht. introkurserne for 5. klasserne oplevede vi, at eleverne var meget interesserede i at lære om infosøgning. De var lyttende - eksperimenterende – spørgende, og mange af dem var overraskede over, at man ikke bare kunne ”stjæle med arme og ben” fra internettet. Også det med, at de ikke kan stole blindt på de oplysninger, de finder på nettet var overraskende for nogle.
Men vi var overraskede over, at kollegerne nærmest ikke kendte til arbejdsrum og heller ikke vidste/gjorde brug af at lade eleverne gemme deres ”ting” i personlige mapper på skolens elevserver. Vi fik dog som en sidegevinst vist både elever og lærere på 5.årgang, hvordan der gemmes på elevserveren, så nu er vi sikre på, at i hvert fald eleverne vil bruge serveren fremover. Vi håber så også, at lærerne vil bringe det med sig i deres andre klasser.
Vi er også blevet klar over, at vi hurtigst muligt skal ud i vores 3. og 4. klasser med infosøgekurser, for så får vi lagt en rigtig god bund for denne disciplin.
Vi er blevet meget grebet af alle de forunderlige applikationer, som vi er stødt på i forbindelse med ”Projekt Fremtidens Skolebibliotek”. Vi har det sådan nu, at vi simpelthen bare er nødt til at få disse udbredt til kolleger og elever på vores skole, for der er så mange spændende ting at hente oppe i ”skyen”.

4 kommentarer:

Morten Larsen sagde ...

Har netop deltaget i første samlende fællesmøde for skolebibliotkarerne i kommunen. Jeg endte i en gruppe der snakkede "læselyst og 7-9 årgang" og det var slående at man her først og fremmest og næsten udelukkende snakkede fysiske tiltag, udstillinger, ppt, mediator o.lign til at fremme lysten. Det med skyen var langt væk og en spurgte til podcast men "det var vist gået over"
- tankevækkende...

Bente Østergaard sagde ...

Du har helt ret, Morten. Tænk at så mange af vores kolleger slet ikke har it-verdenen med i deres undervisnings-/ formidlingsovervejelser. Jeg har tænkt meget over, om det skyldes den for min skoles vedkommende høje gennemsnitsalder på lærerne (ca.48-50år)eller om vi bare ikke har kapacitet (evner - økonomi - tid) til at udbrede kendskabet til it-verdenen. Efterhånden tror jeg, at vejen frem er at uddanne superbrugere blandt eleverne og på den måde få formidlet kendskabet.

Christiaan Roos, CFU Aabenraa sagde ...

Det er meget interessant hvad der er kommet ud af det helt nede i 5. klasse - både med infosøgningsstrategier og at få dem til at bruge elevserveren fremover.

Det kunne være sjovt at prøve at sammenligne, hvad 5. klasses elever kan nu og hvad næste års 5. klasse kan, hvis man allerede introducerer dem til til søgning i 4. klasse.

Morten, det er chokerende især når man tænker, at det er overbygningselever, det drejer sig om.

Christiaan Roos, CFU Aabenraa sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.